Søg
Close this search box.

Nyindretning og ombygning af det fælles læringsmiljø på Kvikmarkens Privatskole

Vi har ønsket at udnytte vores indendørsområder på skolen optimalt. Vi har derfor ombygget, opdateret og nyindrettet vores lærerforberedelsesrum, indgangsområde, trappeopgang, fællesområderne Hal/bibliotek samt Multirummet på 1. sal (tidligere SFO lokale).

Projektet er nu afsluttet og mangler kun ganske få justeringer. Vi er meget tilfredse. Nu er det hele i brug.

Designkonceptet har skabt en ny og anderledes mulighed for at udnytte områderne på en mere kreativ, åben og lærerig måde. Ikke kun som sidde-/opholdsområder og bibliotek, men som en mulighed for læring, gruppearbejde, makkerarbejde og individuel fordybelse til glæde for alle årgange og personale. Desuden er der plads og rum til værksteder i SFO om eftermiddagen.

Flere af områderne vil også kunne anvendes til fælles arrangementer og møder af en moderat størrelse. Vi har valgt enkle lyse materialer med indbygget støjdæmpning. Inventaret er specialbygget og tilpasset skolens ønsker og muligheder.

Vi arbejder på nudging i alle områder som guide til alle brugere. Trappeopgang og hovedindgang er blevet mere indbydende og binder de 2 etager sammen på en ny måde. Her er der nu rig mulighed for at sidde og arbejde i det daglige. I det fælles område Hal/bibliotek. Har vi fokus på fleksibel udvidelse af 2.-3.klassernes lokaler, muligheder for at 4.-5.kl kan sætte sig i Bibliotekområdet og arbejde, og andre elever når der er plads og rum.

Biblioteksfunktionen skal fungere som tidligere. Vi har skærpet opmærksomhed på at dæmpe støj/lyd og bevæge os roligt rundt så alle kan arbejde. Formålet med områderne er at de udnyttes som fælles læringsmiljøer med stille aktiviteter og læring i skoletiden. Mere støjende aktiviteter foregår udenfor eller i klasse-/faglokalerne. Denne ønskede kultur arbejder vi med hver dag sammen med vores elever.

Midt i hal/biblioteksområdet har vi fået bygget et ”Hjerterum” hvor vi kan sidde og tale med få elever, elever kan tale med hinanden eller arbejde og personalet kan have samtaler. I væggen har vi fået indbygget et flot akvarie som støtteforeningen har gjort det muligt at anskaffe. Akvariet er hver dag til glæde for os alle. Det er dejligt at kigge på og virker meget beroligende på eleverne.

Vores lærerforberedelse har vi taget lidt plads fra efter vurdering af behov, så der er enkelte pladser og sofapladser. Det ligger i forbindelse med biblioteket.

Der to mindre rum integreret i området, som gør det muligt at sidde og arbejde helt i ro eller fx tage en telefonsamtale. Lærerne kan desuden benytte klasselokalerne om eftermiddagen samt multirummet 1 sal på visse tidspunkter.

På 1 sal har vi nu et multirum som er forbeholdt udskolingen. Området er indrettet med mobile multifunktionelle møbler og her kan arbejdes i grupper såvel som individuelt.

Der er et integreret KREA hjørne i området, som billedkunstvalgholdene skal bruge og en eftermiddag om ugen har SFO mulighed for at være der.

Vi glæder os over de flotte funktionelle områder og nyder allerede at bruge dem!

På Kvikmarken har vi fokus på faglighed, respekt, ansvarlighed, tillid, tryghed og nærhed. Vores nyindretning er ombygget i tråd med skolens værdier.