Søg
Close this search box.

Inklusion

Alle børn er velkomne på Kvikmarkens Privatskole

På Kvikmarkens Privatskole mener vi, at alle elever er lige meget værd. Derfor arbejder vi også aktivt for, at alle børn har lige muligheder for at deltage i læringsfællesskaber – både fagligt og socialt. 

Alle børn kan opleve at have behov, som kræver særlig hjælp i kortere eller længere perioder af mange forskellige årsager. Det kan fx være ved ordblindhed, en diagnose som adhd eller ved begivenheder som skilsmisse. 
Uanset årsagen står vi klar til at gribe og støtte barnet på den bedst mulige måde for ham eller hende. 

Opmærksomhed på trivsel og adfærd fra begyndelsen

I det omfang vi kan, forsøger vi at forebygge problemer i stedet for at vente på, de opstår. 

Vi har flere indsatser i indskolingen, som dels sikrer et godt fundament for klassefællesskabet, men som også giver os mulighed for at opdage, hvilke elever der har særligt brug for støtte fagligt eller socialt.
Klasser til og med 4. klasse har  tolærerordning i udvalgte lektioner. Derudover har hver klasse tilknyttet en pædagog, som deltager fire lektioner om ugen og desuden følger børnene i overgangen fra skoledag til SFO hver dag. Det er med til at sikre et tæt samarbejde mellem skole og SFO, hvor vi ved, hvad der foregår rundt om det enkelte barn. 

Børn med læse- og skrivevanskeligheder bliver testet for ordblindhed i slutningen af 3. klasse for at kunne tage de nødvendige hensyn i undervisningen så tidligt som muligt. 

Ligeværd, fællesskab og differentieret undervisning

Vi mener, at alle børn er lige meget værd og har lige meget ret til at være en del af både det sociale og faglige fællesskab. Men for at kunne være det, mener vi også, at det er vigtigt at blive mødt, hvor man er.

Vi lærer på forskellige måder og i forskelligt tempo. Vi tilstræber at give alle vores elever både succesoplevelser og udfordringer, og derfor er vi ikke bange for at behandle børn forskelligt. Vi praktiserer en høj grad af differentieret undervisning – fx i form af differentierede opgaver og spørgsmål eller et differentieret undervisningsmiljø indrettet efter det enkelte barns behov.

Nogle har brug for at sidde tilbagetrukket for at kunne koncentrere sig, nogle har brug for at trække et øjebliks luft midt i timen for at kunne rumme skiftedag i skilsmissefamilien, andre har brug for høreværn for at lukke klassen ude eller et ekstrahæfte med lidt lettere opgaver, hvis arbejdet bliver for svært. 

Nøglen til accept af forskellighederne ligger i den åbne dialog med både børn og forældre. Vi er ikke bange for at tale om, at vi er forskellige og har forskellige behov – og vores elever lærer fra begyndelsen af rumme og hjælpe hinanden. Samtidig gør klasseteamet en professionel og kontinuerlig indsats for, at det enkelte barn skal mødes i sine behov og trives både socialt og fagligt.

Download information om inklusion til skolens forældre. 

Kontakt til PPR

Kvikmarkens Privatskole samarbejder med Gladsaxe Kommunes PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), som kan kontaktes på  pprteambagsveard@gladsaxe.

“Det handler ikke om, at alle skal behandles ens, men at alle skal behandles ud fra, hvad de har brug for.”

–  Birthe, indskolingslærer og læringsvejleder

kvikmarken-skole-98

Skolens ressourceteam

Det sker, at et barn har udfordringer, som kræver ekstra støtte eller opmærksomhed. I sådanne tilfælde kan klasseteamet trække på skolens ressourceteam, der er særligt uddannet til at sparre om og iværksætte forløb for elever, der fx har problemer med adfærd, koncentration, opmærksomhed, ordblindhed eller mistrives i det faglige eller sociale fællesskab. 

Teamet består af:

  • læse- og matematikvejledere, der kan hjælpe med særlige boost-forløb i dansk og matematik og kan indtræde som ressourcelærere i perioder
  • læringsvejledere, som yder faglig sparring til lærerne
  • en AKT-koordinator (adfærd, kontakt og trivsel), der hjælper med trivselsproblematikker som fx angst

Det er også ressourceteamet, der tester for ordblindhed og følger elever med ordblindhed resten af skoleforløbet.
Ressourceteamet har tæt kontakt med både lærere og forældre til de børn, som er i særlige forløb. 

Samarbejde med Gladsaxe Kommune

I nogle tilfælde er der brug for hjælp og støtte, der ligger udover ressourceteamets rammer. Det kan fx være ved behov for psykologhjælp eller udredning for en diagnose. I de tilfælde samarbejder Kvikmarkens Privatskole med Gladsaxe Kommunes PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), som foretager en PPV (Pædagogisk Psykologisk Vurdering) af barnet.