SFO’en Frihjulet er tæt integreret del af hverdagen på Kvikmarkens Privatskole for skolens mindste elever.
Værdierne og måden, vi omgås på, er de samme i SFO’en som i løbet af skoledagen, og derudover arbejder vi i Frihjulet med seks pædagogiske fokusområder, som du kan læse om længere nede på siden.
På Kvikmarkens Privatskole har vi en helhedsorienteret tilgang til både faglighed og trivsel. Derfor er der også et naturligt tæt samarbejde mellem skolen og SFO’en, og hver af de 8 klasser i Frihjulet har sin egen klassepædagog, som er med i teamet om klassen på lige fod med lærerne.
I SFO’en arbejder vi videre med de indsatser for inklusion, læring og trivsel, der foregår i klasserne, og ønsker man som forælder at tale med en voksen på skolen, er man ligeså velkommen til at henvende sig til en pædagog som en lærer.
I SFO’en har vi fokus på seks pædagogiske temaer, som supplerer hinanden i visionen om, at alle børn skal trives, lære og udvikle sig.
I Frihjulet har vi samme tilgang til inklusion som i skoletiden: Alle er velkomne, og vi skal kunne rumme alle skolens børn i SFO’en.
Nogle børn har behov for at bruge tiden efter skole på at på rolige aktiviteter, mens andre gerne vil lege vildt, være kreative eller noget tredje. Vi prioriterer et mangfoldigt udbud af aktiviteter, så alle børn i Frihjulet – i tråd med skolens værdier – oplever at indgå i fællesskaber, som rummer dem, udvikler dem og skaber værdifulde relationer.
Vi ser det som en vigtig opgave i Frihjulet at bidrage til udviklingen af børnenes selvværd, kendskab til egne styrker og begrænsninger og evnen til at handle fornuftigt og selvstændigt.
Ligesom i skolen har vi også stort fokus på gruppens samlede trivsel og børnenes rummelighed og tolerance overfor hinanden. Derfor gælder det også i Frihjulet, at børnene skal øve sig i at være venlige, indgå kompromisser, udsætte behov og lytte til hinanden.
Hvis vi oplever konflikter i en gruppe eller behov for at styrke mindre fællesskaber, er der desuden tid og rum i SFO’en til at lave målrettede aktiviteter for udvalgte børn.
Det er vigtigt for børns fysiske, psykiske og sociale udvikling at kende sin krop og sine grænser – og ikke mindst at have det godt med både sig selv og kroppen.
Gennem fysiske aktiviteter lærer børnene om samspil, fairplay og konkurrencer. Fysisk leg og bevægelse er også med til at udfordre og øve børnenes retfærdighedssans, demokratiske forståelse samt grænser for, hvornår noget er sjovt eller rart – og hvornår det ikke er.
For at have en sund krop og have masser af energi til at lege, skal man tankes op med god, sund mad. Derfor prioriterer vi altid et nærende eftermiddagsmåltid i Frihjulet.
Læs mere om aktiviteter og madprincipper i Frihjulet.
I løbet af livet – og bare i løbet af en enkelt dag – oplever vi mange overgange. Der er store overgange mellem børnehave og skole eller SFO og klub, og mindre daglige overgange mellem skoledagen og SFO. Gode overgange har betydning for barnets motivation, tro på egne evner og lyst til at give sig i kast med nye udfordringer.
På Kvikmarkens Privatskole gør vi umage for at skabe trygge overgange – både store og små. Vi er tydelige omkring, hvad der skal ske, og hvilke forventninger vi har til børnene.
Hver dag sendes de mindste elever rart og roligt afsted til SFO med et besøg fra klassepædagogen i skoledagens sidste 15-20 minutter. Pædagogen og klassen taler om, dagens værksteder i SFO’en, samler op på eventuelle konflikter, sætter lege i gang eller andre aktiviteter, der bidrager til trivsel, fællesskab og en god start på eftermiddagen.
I slutningen af dagen sørger vi for at give videre til forældrene, hvis der er sket noget i løbet af barnets dag (både i skole og SFO), som de bør vide. Og så siger vi selvfølgelig ordentligt farvel til hinanden, så der også er en god overgang mellem SFO og hjem.
Vi mener, at det er værdifuldt for børnene at kende til verden omkring dem – både deres lokalmiljø, nationalt og internationalt. I Frihjulet ansporer vi børnenes nysgerrighed på det nye og fremmede ved aktiviteter og oplevelser med natur, kultur, miljø og mennesker i Gladsaxe og omegn.
Vi oplever, at både børn og voksne trives i at komme ud i naturen, hvor der er højt til loftet og meget at udforske om dyr, planter og miljø.
Kultur og mennesker møder vi både i lokalområdets faciliteter, hvor vi oplever og taler om menneskers forskellige kultur og levevilkår, og lokalt på skolen med afsæt i skolens traditioner og kultur.
Med kendskab til omverdenen ønsker vi at bidrage til nysgerrighed og kritisk sans, men også et udvidet demokratisk perspektiv samt respekt og tolerance i tråd med skolens værdier.
Alle børn har brug for at lege, og i Frihjulet prioriterer vi børnenes frie leg højt. Den fri leg er ikke bare sjov og ballade, men styrker fællesskaber, giver fantasien frit løb og indeholder masser af social læring.
I den frie leg udvikler børnene evner til at forhandle, løse konflikter og gå på kompromis, til at skabe roller, regler og universer og til at sætte noget i gang og indgå i relationer på tværs af alder og klassetrin.
Den frie leg er også en god måde at bearbejde oplevelser, udvikle sig sprogligt og afprøve forskellige måder at udtrykke sig på.
Kreative og æstetiske aktiviteter udfordrer og udvikler børnenes sanser, motorik, opfindsomhed og evne til fordybelse. Det kan fx være ved at tegne, male, synge, spille eller optræde.
Børnene får mulighed for at udtrykke sig selv, deres følelser og fantasi på nye og anderledes måder. De lærer sig selv og andre børn bedre at kende ved at formidle, fortolke og forstå fortællinger og oplevelser gennem kunstneriske og kreative produkter.
Gennem de kreative aktiviteter lærer børnene nye sider og evner at kende hos sig selv, de øver sig i vedholdenhed og tålmodighed og oplever glæden ved at have skabt et færdigt produkt.
Frihjulet er Kvikmarkens Privatskoles SFO-tilbud for elever i begynderklasse til 3. klasse.
Førskole-børn kan begynde i Frihjulet i juni måned samme år, som de skal begynde i skole.
Elever i 3. klasse slutter i SFO i juni måned, hvorefter de kan gå i klub.
Kvikmarkens Privatskole er en mindre privatskole i Gladsaxe med to spor og højst 20 elever i hver klasse. Vi vægter trivsel og faglighed lige højt og arbejder med differentieret læring, så den enkelte elev udfordres, udvikler sig og oplever succes.
Kvikmarken 7, 2860 Søborg
[email protected]
tlf. 39 69 63 44
Kvikmarkens Privatskole er en mellemstor privatskole i Gladsaxe med to spor og højst 20 elever i hver klasse. Vi vægter trivsel og faglighed lige højt og arbejder med differentieret læring, så den enkelte elev udfordres, udvikler sig og oplever succes.
Kvikmarken 7, 2860 Søborg
[email protected]
tlf. 39 69 63 44